Bøn fra industrien: Indsaml plast for sig selv
De fleste kommuner er i gang med at beslutte, hvordan deres borgere fremover skal sortere affald i ti fraktioner. I den forbindelse har Plastindustrien en bøn: Vil I ikke godt indsamle plasten alene eller højst sammen med metal.
- Det er måske nok billigere at mikse affaldstyper, men hver gang man mikser noget, koster det penge at få fraktionen ren igen, siger Christina Busk, miljøpolitisk chef hos Plastindustrien, som er brancheorganisation for 270 plastvirksomheder i Danmark.
Hvis man skal tænke affaldet som en ressource, der kan genanvendes til fx emballage, er sorteringen vigtig. Industrien efterspørger plast i en højere og højere kvalitet.
Usikkerhed om kartoner
Den nye affaldsbekendtgørelse tillader, at plast enten kan indsamles alene, sammen med metal, sammen med mad- og drikkevarekartoner eller sammen med både metal og kartoner.
Men ifølge Christina Busk er der stor usikkerhed om kvaliteten, hvis man blander plast sammen med drikke- og fødevarekartoner. Cowi er lige nu i gang med at undersøge sagen for Miljøstyrelsen, men fagfolk er meget uenige. Derfor opfordrer hun til, at kommunerne tænker sig om.
- Lad os få undersøgt det faglige grundlag først i stedet for at bruge penge på en ny ordning, som måske viser sig ikke at være optimal, siger hun.
Blandt andet er der erfaringer med, at plastemballage med papir-etiketter gør plastkvaliteten dårligere, og det er årsagen til, at Plastindustrien er betænkelig ved, hvad kartoner vil betyde for kvaliteten.
Protesterne fra bl.a. brancheforeningen har fået Miljøstyrelsen til at anbefale særskilt indsamling af kartoner, når det er muligt, fx i fællesløsninger for flere husstande.
Hård og blød plast
Affaldsbekendtgørelsen opererer med plast som en samlet fraktion, men et par kommuner har allerede i dag valgt at indsamle hård og blød plast hver for sig. Det gælder bl.a. Vesthimmerland, hvor den bløde plast indsamles i en pose for sig, og hvor 95 pct. af den ifølge Christina Busk bliver genanvendt.
Også det er værd at overveje, mener hun.
- Jo mere kvalitet, man kan trække ud af affaldet, jo bedre, siger hun og opfordrer generelt kommunerne til at henvende sig til Plastindustrien eller genanvendelsesvirksomheder, hvis de er interesserede i en dialog om, hvordan man bedst indsamler plasten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.